mandag den 21. juli 2008

Farvning med indigo.

INDIGO 1

Farvning med planter efter gamle metoder, Esther Nielsen. Udgivet af Borgen 1972


Stamkype:

5 g. indigo
5 g. natriumhydroxyd (kaustisk soda)
5g. natriumdithionit (affarver)
25 ml. sprit
1 dl. Vand

Spritten hældes på indigoen, det røres grundigt, så indigoen bliver godt gennemfugtet. Halvdelen af vandet kommes i et lille glas, der kan tåle varme; deri kommes natriumhydroxyden og den røres om, til den er opløst. Pas på ikke at spilde på bord eller hud; opløsningen ætser.
I resten af vandet opløses natriumdithionitten.
Nu hældes først opløsningen af natriumhydroxyd og derefter opløsningen af natriumdithionit i indigoen. Der røres forsigtigt rundt, og glasset stilles på et lunt sted, gerne i lidt varmt vand.
Da farvningens vellykkede resultat beror på, at der ikke kommer ilt til indigoopløsningen, før den sidder på garnet, må der ikke røres yderligere i stamkypen.

Farvekype:

Farvningen foregår ved en temperatur på 45-55o.
Den sker bedst i en emailleret gryde.
Til et farvebad på ca. 20 liter vand tilsættes:
20 g natriumdithionit og 50 ml. 3-dobbelt salmiakspiritus (ammoniakvand).
Efter tilsætningen af disse kemikalier, lader man badet stå i 20 minutter. Temperaturen må ikke overstige 55o.
Så tilsættes ca. en tredjedel af stamkypen. Hold glasset med denne helt ned til farvebadets overflade, når der hældes; så undgår man, at der kommer luft derned.
Med forsigtighed fordeles den tilsatte stamkype i badet; der efter kommes det materiale deri, der ønskes farvet.
Det skal være gennemvådt.
Man lader det ligge i farvekypen i ca. 10 minutter. Så tages det forsigtigt op og hænges op for at lufte. Det skal hænge lige så længe, som det har været i farvebadet. Er farven ikke mørk nok, kan det dyppes igen.
Når den ønskede farve er nået, skylles garnet i eddikevand, tørres, og når det er helt tørt, vaskes det.

Ingen kommentarer: