Indigo 2.
Opskrift fra Norsk Farvebog , 100 opskrifter til farvning med plantefarver af Kristine Frisak, Kunstindustrimuseet i Kristiania 1894.
Potteblåt. (Forkortet udgave af opskrift nr. 84)
(På grund af lugten kan man med fordel erstatte urinen med en ammoniak-opløsning)
Indigo stødes meget fint og fyldes i en lærredspose. Der går 31 g. indigo (2 lod) til hvert 500 g. garn.
Menneskeurin, der er fuldstændig ren, afklares ved at henstå 12 timer på et meget varmt sted og tømmes derpå i et træ- eller stenkar og henstår atter 2-3 døgn på et varmt sted. Posen med indigo lægges i og bliver liggende 2 til 3 døgn og rystes daglig. Farvesuppen prøves ved at lægge en garnprøve i den. Hvis prøven bliver grønlig, idet den tages op, er farvesuppen klar. Hvis ikke må suppen stå længere.
Ved nedlægningen af garnet må ombindingerne være meget løse og alt garnet lægges ned i farvesuppen på en gang. Garnet skal blive liggende til det har den ønskede farve, men må tages op og vrides 1-2 gange daglig. Man må sørge for, at der altid står væske over garnet og at det hele holdes ”mælkevarmt”. Vil man have farvesuppen hurtigere færdig, kan karret sættes i en kedel med vand, der ved sagte ild holdes lunkent. Dette kan gentages 1-2 gange dagligt. Er det svært at få garnet mørkt, kan det opvrides og hænge til det er halvtørt og derpå nedlægges igen. Det potteblå garn må efter optagningen skylles meget grundigt i mange hold vand og derpå vaskes i varmt sæbevand.
mandag den 21. juli 2008
Farvning med indigo.
INDIGO 1
Farvning med planter efter gamle metoder, Esther Nielsen. Udgivet af Borgen 1972
Stamkype:
5 g. indigo
5 g. natriumhydroxyd (kaustisk soda)
5g. natriumdithionit (affarver)
25 ml. sprit
1 dl. Vand
Spritten hældes på indigoen, det røres grundigt, så indigoen bliver godt gennemfugtet. Halvdelen af vandet kommes i et lille glas, der kan tåle varme; deri kommes natriumhydroxyden og den røres om, til den er opløst. Pas på ikke at spilde på bord eller hud; opløsningen ætser.
I resten af vandet opløses natriumdithionitten.
Nu hældes først opløsningen af natriumhydroxyd og derefter opløsningen af natriumdithionit i indigoen. Der røres forsigtigt rundt, og glasset stilles på et lunt sted, gerne i lidt varmt vand.
Da farvningens vellykkede resultat beror på, at der ikke kommer ilt til indigoopløsningen, før den sidder på garnet, må der ikke røres yderligere i stamkypen.
Farvekype:
Farvningen foregår ved en temperatur på 45-55o.
Den sker bedst i en emailleret gryde.
Til et farvebad på ca. 20 liter vand tilsættes:
20 g natriumdithionit og 50 ml. 3-dobbelt salmiakspiritus (ammoniakvand).
Efter tilsætningen af disse kemikalier, lader man badet stå i 20 minutter. Temperaturen må ikke overstige 55o.
Så tilsættes ca. en tredjedel af stamkypen. Hold glasset med denne helt ned til farvebadets overflade, når der hældes; så undgår man, at der kommer luft derned.
Med forsigtighed fordeles den tilsatte stamkype i badet; der efter kommes det materiale deri, der ønskes farvet.
Det skal være gennemvådt.
Man lader det ligge i farvekypen i ca. 10 minutter. Så tages det forsigtigt op og hænges op for at lufte. Det skal hænge lige så længe, som det har været i farvebadet. Er farven ikke mørk nok, kan det dyppes igen.
Når den ønskede farve er nået, skylles garnet i eddikevand, tørres, og når det er helt tørt, vaskes det.
Farvning med planter efter gamle metoder, Esther Nielsen. Udgivet af Borgen 1972
Stamkype:
5 g. indigo
5 g. natriumhydroxyd (kaustisk soda)
5g. natriumdithionit (affarver)
25 ml. sprit
1 dl. Vand
Spritten hældes på indigoen, det røres grundigt, så indigoen bliver godt gennemfugtet. Halvdelen af vandet kommes i et lille glas, der kan tåle varme; deri kommes natriumhydroxyden og den røres om, til den er opløst. Pas på ikke at spilde på bord eller hud; opløsningen ætser.
I resten af vandet opløses natriumdithionitten.
Nu hældes først opløsningen af natriumhydroxyd og derefter opløsningen af natriumdithionit i indigoen. Der røres forsigtigt rundt, og glasset stilles på et lunt sted, gerne i lidt varmt vand.
Da farvningens vellykkede resultat beror på, at der ikke kommer ilt til indigoopløsningen, før den sidder på garnet, må der ikke røres yderligere i stamkypen.
Farvekype:
Farvningen foregår ved en temperatur på 45-55o.
Den sker bedst i en emailleret gryde.
Til et farvebad på ca. 20 liter vand tilsættes:
20 g natriumdithionit og 50 ml. 3-dobbelt salmiakspiritus (ammoniakvand).
Efter tilsætningen af disse kemikalier, lader man badet stå i 20 minutter. Temperaturen må ikke overstige 55o.
Så tilsættes ca. en tredjedel af stamkypen. Hold glasset med denne helt ned til farvebadets overflade, når der hældes; så undgår man, at der kommer luft derned.
Med forsigtighed fordeles den tilsatte stamkype i badet; der efter kommes det materiale deri, der ønskes farvet.
Det skal være gennemvådt.
Man lader det ligge i farvekypen i ca. 10 minutter. Så tages det forsigtigt op og hænges op for at lufte. Det skal hænge lige så længe, som det har været i farvebadet. Er farven ikke mørk nok, kan det dyppes igen.
Når den ønskede farve er nået, skylles garnet i eddikevand, tørres, og når det er helt tørt, vaskes det.
tirsdag den 25. december 2007
Forgotten dyes- colours from the past
Resume af det internationale plantefarvnings-seminar på Bragdøya ved Kristiansand i Norge sommeren 2007.”Forgotten dyes -colours from the past” - et fantastisk seminar om det antikke farvestof purpur og om tidligere tiders farvning med vajd og stenlav.
Annemor Sundbø’s farveseminar om de glemte farver blev afholdt på Bragdøya ved Kristiansand i Norge 24-26. august 2007. Bragdøya var tidligere befolket med en fåreavler og en fyrpasser, men bygningerne forfaldt efter at øen ikke længere var i brug. Øen har siden 1969 været ejet af Kristiansand Kommune og anvendes til rekreative formål. Lystsejlere lægger til i de små havne og der går fast båd til øen i sæsonen. Bragdøya kystlaug står for driften af øen og får bl. a. indtægter fra catering ved udlejning til større arrangementer i de gamle bygninger. Måltiderne under seminaret var herlige med rigelige mængder af fersk og røget laks og mange andre gode serveringer alt sammen tilberedt af Villsaulaugets cateringhold.
Der går en flok villsau frit rundt på Bragdøya. De 30 får øges i løbet af sommeren til ca. 70 dyr. Selve pasningen forestås af de frivillige i villsaulauget, som også sørger for at ulden bliver spundet og solgt.
Farveseminarets glade deltagere, som bestod af 46 kvinder og 1 enkelt mand ankom til øen i små grupper allerede fra aftenen før. Vejret var herligt og solen skinnede for første gang i længere tid. Der var forberedt sengepladser i hytter og på loftet i Saltebua, mens andre overnattede i medbragte telte.
Det var gennem længere tids planlægning lykkedes Annemor Sundbø at få både Dr. Karen D. Casselmann fra Nova Scottia og Dr. Takako Terrada fra Japan til Bragdøya. Karen Casselmann demonstrerede farvning med stenlav (Lasallia pustulata og Umbellicaria torrefacta) og medbragte sine to bøger: “Craft of the Dyer -colours from plants and lichens of the Northeast” og “Lichen Dyes -the new source book”. Dr. Terrada forelæste om purpursnegle, der forekommer over hele verden i meget forskelligartede varianter. Vi så dias af purpurpigment i mængder, der kunne få de fleste til at holde vejret -til ét eneste gram purpur, går der 10.000 snegle. Purpur forbindes normalt med romerriget eller pavestaten, men faktisk findes der masser af purpursnegle ved Norges sydlige kyst, så vi lov at prøve den direkte farvning på indsamlede snegle, hvor man simpelthen tager den farveholdige kirtel fra sneglen og farver tråd eller stof.. Takako havde medbragt rent purpurpigment og viste en kypefarvning, der ved hjælp af kemikalier bringer den violette farve over i en gul fase, som atter skifter, når den har bundet sig til tekstilet og udsættes for sollys.
Jutta Lisberg Ferchland viste farvning med messinglav (Xanthoria parientina), her havde vi igen brug for sollyset til at bringe den violblå farve frem. Marit Andreasssen og Ellen Kjellmo havde sendt vajdfrø til Annemor, som med kamp fra de sultne får alligevel havde fået planterne til at gro. Vi var med til at høste bladene og farve garn med det blå pigment, der var frembragt under gæring ved hjælp af husholdningssalmiak (ikke gæret urin, som der oprindeligt blev brugt ved farvning med potteblåt).
Reidun Almedal holdt flere spændende foredrag om korkje (Ochrolechia tartarea) også kaldet ”fattigmands-purpur”. Denne lav blev tidligere indsamlet i store mængder, så farvestoffet kunne udvindes og tørres i små kager. Disse blev eksporteret og dannede i perioder det økonomiske grundlag for en hel kystbefolkning.
Annemor Sundbø’s præcise koordinering løb som en rød tråd gennem hele arrangementet og sørgede for, at de mange forelæsninger og øvelser blev afviklet på forbilledlig vis. Selv berettede Annemor om Torridal Tweed, en kradsuldsfabrik med produktion af ulddyner af genbrugsuld, som hun overtog med et lager på 16 ton brugte uldvarer. I stedet for blot at karte det hele op, startede hun et kæmpe registreringsarbejde af mønstrene i de traditionelle gensere, der fandtes i uldbunken.
Fra 1993 har Annemor drevet værkstedudvalget ”Ose Ullvare” på Ose i Setesdal ca. 110 km fra Kristiansand. Annemor Sundbø modtog Aust Agder fylkes kulturpris 1999, Bygland kommunes kulturpris 2004 og Norges Husflidsforenings fortjenstmedalje 2004 for bevaring og videreføring af kulturværdier i ind- og udland og vandt Sørlandets litteraturpris for ”Usynlege trådar i strikkekunsten” i 2006.
Om aftenen var der foredrag for alle deltagere med tilslag af besøgende fra fastlandet. Deltagerne havde arrangeret udstilling af egne produkter, som blev vist frem og nogle kunne købes. Det var særdeles positivt at møde de mange deltagere og høre om deres forskellige indgange til og anvendelse af tekstilfarvestoffer. At have deltaget i Annemor Sundbø’s farveseminar var en oplevelse, man kan glæde sig over i meget lang tid.
Annemor Sundbø’s farveseminar om de glemte farver blev afholdt på Bragdøya ved Kristiansand i Norge 24-26. august 2007. Bragdøya var tidligere befolket med en fåreavler og en fyrpasser, men bygningerne forfaldt efter at øen ikke længere var i brug. Øen har siden 1969 været ejet af Kristiansand Kommune og anvendes til rekreative formål. Lystsejlere lægger til i de små havne og der går fast båd til øen i sæsonen. Bragdøya kystlaug står for driften af øen og får bl. a. indtægter fra catering ved udlejning til større arrangementer i de gamle bygninger. Måltiderne under seminaret var herlige med rigelige mængder af fersk og røget laks og mange andre gode serveringer alt sammen tilberedt af Villsaulaugets cateringhold.
Der går en flok villsau frit rundt på Bragdøya. De 30 får øges i løbet af sommeren til ca. 70 dyr. Selve pasningen forestås af de frivillige i villsaulauget, som også sørger for at ulden bliver spundet og solgt.
Farveseminarets glade deltagere, som bestod af 46 kvinder og 1 enkelt mand ankom til øen i små grupper allerede fra aftenen før. Vejret var herligt og solen skinnede for første gang i længere tid. Der var forberedt sengepladser i hytter og på loftet i Saltebua, mens andre overnattede i medbragte telte.
Det var gennem længere tids planlægning lykkedes Annemor Sundbø at få både Dr. Karen D. Casselmann fra Nova Scottia og Dr. Takako Terrada fra Japan til Bragdøya. Karen Casselmann demonstrerede farvning med stenlav (Lasallia pustulata og Umbellicaria torrefacta) og medbragte sine to bøger: “Craft of the Dyer -colours from plants and lichens of the Northeast” og “Lichen Dyes -the new source book”. Dr. Terrada forelæste om purpursnegle, der forekommer over hele verden i meget forskelligartede varianter. Vi så dias af purpurpigment i mængder, der kunne få de fleste til at holde vejret -til ét eneste gram purpur, går der 10.000 snegle. Purpur forbindes normalt med romerriget eller pavestaten, men faktisk findes der masser af purpursnegle ved Norges sydlige kyst, så vi lov at prøve den direkte farvning på indsamlede snegle, hvor man simpelthen tager den farveholdige kirtel fra sneglen og farver tråd eller stof.. Takako havde medbragt rent purpurpigment og viste en kypefarvning, der ved hjælp af kemikalier bringer den violette farve over i en gul fase, som atter skifter, når den har bundet sig til tekstilet og udsættes for sollys.
Jutta Lisberg Ferchland viste farvning med messinglav (Xanthoria parientina), her havde vi igen brug for sollyset til at bringe den violblå farve frem. Marit Andreasssen og Ellen Kjellmo havde sendt vajdfrø til Annemor, som med kamp fra de sultne får alligevel havde fået planterne til at gro. Vi var med til at høste bladene og farve garn med det blå pigment, der var frembragt under gæring ved hjælp af husholdningssalmiak (ikke gæret urin, som der oprindeligt blev brugt ved farvning med potteblåt).
Reidun Almedal holdt flere spændende foredrag om korkje (Ochrolechia tartarea) også kaldet ”fattigmands-purpur”. Denne lav blev tidligere indsamlet i store mængder, så farvestoffet kunne udvindes og tørres i små kager. Disse blev eksporteret og dannede i perioder det økonomiske grundlag for en hel kystbefolkning.
Annemor Sundbø’s præcise koordinering løb som en rød tråd gennem hele arrangementet og sørgede for, at de mange forelæsninger og øvelser blev afviklet på forbilledlig vis. Selv berettede Annemor om Torridal Tweed, en kradsuldsfabrik med produktion af ulddyner af genbrugsuld, som hun overtog med et lager på 16 ton brugte uldvarer. I stedet for blot at karte det hele op, startede hun et kæmpe registreringsarbejde af mønstrene i de traditionelle gensere, der fandtes i uldbunken.
Fra 1993 har Annemor drevet værkstedudvalget ”Ose Ullvare” på Ose i Setesdal ca. 110 km fra Kristiansand. Annemor Sundbø modtog Aust Agder fylkes kulturpris 1999, Bygland kommunes kulturpris 2004 og Norges Husflidsforenings fortjenstmedalje 2004 for bevaring og videreføring af kulturværdier i ind- og udland og vandt Sørlandets litteraturpris for ”Usynlege trådar i strikkekunsten” i 2006.
Om aftenen var der foredrag for alle deltagere med tilslag af besøgende fra fastlandet. Deltagerne havde arrangeret udstilling af egne produkter, som blev vist frem og nogle kunne købes. Det var særdeles positivt at møde de mange deltagere og høre om deres forskellige indgange til og anvendelse af tekstilfarvestoffer. At have deltaget i Annemor Sundbø’s farveseminar var en oplevelse, man kan glæde sig over i meget lang tid.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)